For at opnå den størst mulige dyrkningssikkerhed slås løgfrøene i jord-potter og fremdrives i væksthus før udplantning. Således opnås et relativt højt udbytte tidligt på sensommeren. Samtidig kan udplantede løg indlagres forholdsvis tidligt med en forhøjet kvalitet.
På marken holdes ukrudt nede med radrensning og håndlugning. Efter høst tørres løgene på vores lager og ligger på køl fra cirka 1. september og frem til 1. juni det følgende år. Vi dyrker et større areal med økologiske løg, end med konventionelle.
Løget har gennem dets lange historie været anvendt i både madlavning og som medicin. Den stærke smag og karakteristiske duft, som får øjnene til at løbe i vand, stammer fra nogle aminosyrer, som udskilles når løget snittes.
Løg indeholder i det hele taget en række gavnlige stoffer, som f.eks. quercetin, der angiveligt skulle have en række helsebringende egenskaber.
Sæson: Hele året.