Specialist i friske grønsager
Axel Månsson A/S er en af de mest innovative producenter af økologiske grøntsager og økologiske æg i Skandinavien. Med et konstant fokus på jorden, planterne og dyrevelfærden, har Axel Månsson produceret grøntsager og æg i mere end 40 år. Axel Månsson har øje for morgendagens behov, og virksomheden udvikler sig konstant. Sortimentet udvides løbende, efterhånden som markedet efterspørger produkterne.
Bedriften er siden 1976 vokset fra 43 ha til idag (2021) ca. 1.900 ha, hvoraf størsteparten dyrkes økologisk. Axel Månsson A/S er Danmarks største producent af icebergsalat, men der produceres også en meget bredt sortiment af andre grønsagskulturer såsom løg, hjertesalat, bladselleri, broccoli, spidskål, hvidkål, grønkål, fennikel, pak choi og mange mange andre, hvoraf størsteparten kun dyrkes økologisk.
Produktion og Produktudvikling
Produktudviklingen starter på et udviklings- og demonstrationsareal, hvor der testes og produceres mange nye arter og sorter hvert år. Fra denne ”gastrohave” fremsendes gerne prøver og partier i mindre skala, ligesom haven bruges til at teste, om produktet kan produceres økologisk på sandjord i Brande. Produkterne er eksempelvis: Krydderurter, spiselige blomster og nye kål- og salattyper, men kan også være mere eksotiske arter.
Convenience
Convenience-produkter i form af hele, skrællede løg har været en del af sortimentet i mange år, og dette segment udvikles fortsat – nu også i form af skrællede løg i tern og ringe. Alle produkter leveres i en variation af pakkestørrelser, og både i en økologisk og konventionel variant.
Åbenhed
Gården er kendetegnende ved at være meget åben mod offentligheden. Der kan bestilles rundvisninger, faglige foredrag og workshops. En velassorteret økologisk gårdbutik er åbnet i et tidligere hønsehus, og en økologisk gårdcafé er også i gang.
Bæredygtig produktion
Axel Månsson har en vision om at blive selvforsynende med næringsstoffer for at slutte den økologiske cyklus. Et økologisk biogasanlæg omdanner derfor forskellige biomasser til grøn gas, og anlægget. Den afgassede biomasse bruges som værdifuld gødning til grøntsagerne. Bæredygtighed er i fokus i alle led i produktionen. Den nyeste teknologi er i brug, eksempelvis indenfor ukrudtsbekæmpelse og i grønsagspakkeriet. Der benyttes monitering og analyser, som sikrer effektiv udnyttelse af de tilførte ressourcer, samt fuld sporbarhed. Vi bestræber os konstant på at sikre vores kunder friske kvalitetsprodukter, som er produceret under størst mulig hensyntagen til miljø og klima i alle led.